Danmark indbyggertal (2024)

af | 24. august 2024

Hvor mange mennesker bor der i Danmark? Pr. august 2024 bor der 5.972.420 indbyggere i Danmark, det er en stigning på 1.310 personer fra måneden før.

Danmarks befolkningstal spiller en afgørende rolle i landets sociale, økonomiske og politiske landskab. Befolkningens størrelse og sammensætning påvirker alt fra velfærdssystemets bæredygtighed til økonomisk vækst, arbejdsmarkedets dynamik og det politiske beslutningsgrundlag.

Denne artikel søger at belyse Danmarks befolkningsudvikling gennem en grundig analyse af historiske data, aktuelle tendenser og fremtidige prognoser. Vi vil undersøge hvordan tidligere begivenheder har formet den nuværende demografi og hvordan nutidens udfordringer og muligheder manifesterer sig, samt hvilke fremtidsscenarier der tegner sig for det danske samfund.

Indhold

Kort over Danmark

Seneste indbyggertal for Danmark (2024)

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik fra den 12. august 2024 er Danmarks befolkningstal 5.972.420. Det er en stigning på 1.310 personer fra måneden før. Danmarks indbyggertal er steget med 11.171 personer i 2024.

Udvikling i indbyggertal i Danmark (1905-2024)

År Indbyggertal Danmark (2020-2024)
2024 5.961.249
2023 5.932.654
2022 5.873.420
2021 5.840.045
2020 5.822.763
År Indbyggertal Danmark (1905-2015)
2015 5.659.715
2010 5.534.738
2005 5.411.405
2000 5.330.020
1995 5.215.718
1990 5.135.409
1985 5.111.108
1980 5.122.065
1975 5.054.410
1970 4.906.900
1965 4.741.000
1960 4.565.500
1955 4.424.000
1950 4.251.500
1945 4.023.300
1940 3.826.100
1935 3.682.900
1930 3.530.600
1925 3.405.700
1920 3.061.300
1915 2.885.800
1910 2.721.800
1905 2.560.300

Kilde: statistikbanken.dk (tallet er fra 1. januar det pågældende år).

Indbyggertal for største danske byer

København indbyggertal
Aarhus indbyggertal
Aalborg indbyggertal

Danmarks demografiske sammensætning

Danmark oplever en vedvarende urbanisering, især i storbyområder som København og Aarhus. Disse byer oplever betydelig befolkningsvækst, drevet af både indenlandsk migration og international tilstrømning. København er blevet et økonomisk og kulturelt centrum, der tiltrækker unge fagfolk, studerende og internationale virksomheder. Aarhus har også set en markant vækst, især som et vigtigt uddannelses- og forskningscenter.

Denne urbanisering skaber udfordringer og muligheder. Byernes infrastruktur, herunder boligmarked, transportnet og offentlige tjenester, er under pres på grund af den stigende befolkning. Prisstigninger på boliger i storbyerne har gjort det sværere for mange at finde overkommelige boliger, hvilket også har en afsmittende effekt på forstæderne og nabokommunerne. Samtidig øger urbaniseringen efterspørgslen efter bæredygtige transportløsninger, bedre kollektiv trafik og grønne områder, hvilket skaber incitament for byplanlæggere til at udvikle mere miljøvenlige og inkluderende byområder.

Mens storbyerne vokser, står mange landdistrikter over for affolkning, hvilket kan føre til økonomisk stagnation og udfordringer med at opretholde lokal infrastruktur og serviceydelser. Denne tendens skaber en øget skævvridning mellem by og land, hvor de største vækstområder er koncentreret omkring de større byer, mens mange mindre byer og landområder oplever befolkningstilbagegang.

Urbaniseringen i Danmark afspejler globale tendenser, hvor byer bliver stadig vigtigere som centre for økonomisk vækst, innovation og kulturel udveksling. Udfordringen fremover bliver at håndtere denne vækst på en måde, der er bæredygtig og socialt ansvarlig, samtidig med at man sikrer udviklingen af hele landet.

En aldrende befolkning

Danmark har gennem de sidste mange årtier oplevet en markant aldring af befolkningen. En udvikling der har været særligt tydelig siden midten af det 20. århundrede. Fra 1950 og frem er andelen af ældre i befolkningen steget betydeligt, hvilket har medført store demografiske og samfundsmæssige konsekvenser.

Udvikling i aldersgrupper

I 1950 udgjorde de yngste aldersgrupper (0-4 år) en betydelig del af befolkningen med omkring 429.700 børn, mens de ældre aldersgrupper, som eksempelvis personer på 85 år og derover, kun udgjorde en mindre del af befolkningen med omkring 16.300 personer. Dette billede er gradvist ændret gennem årtierne.

Ved at følge udviklingen frem til 2024 kan vi se, at antallet af personer i de ældste aldersgrupper er steget markant. I 2024 er der over 140.000 personer, der er 85 år og ældre, hvilket viser en næsten tidobling sammenlignet med 1950. Samtidig er antallet af personer i aldersgruppen 80-84 år også steget betragteligt fra omkring 35.300 i 1950 til næsten 180.000 i 2024.

Den samlede stigning i antallet af ældre danskere er ikke kun et resultat af faldende fødselsrater, men også forbedrede sundhedsforhold, længere levealder og bedre sociale forhold. Aldersgruppen 65-69 år er eksempelvis steget fra 148.400 i 1950 til over 327.000 i 2024, og denne tendens ses også i andre ældre aldersgrupper.

Samfundsmæssige konsekvenser

Denne aldring af befolkningen har dybtgående konsekvenser for det danske samfund. Med flere ældre i befolkningen er der øget pres på pensionssystemet, sundhedsvæsenet og plejesektoren. Der er behov for større investeringer i ældrepleje, flere sundhedsydelser og en tilpasning af arbejdsmarkedet til at inkludere flere ældre arbejdstagere. Samtidig udfordrer det den økonomiske bæredygtighed, da en mindre del af befolkningen er i den arbejdsdygtige alder, hvilket betyder færre skatteindtægter og en større afhængighed af statslige overførsler.

Fremtidige udfordringer

Danmarks aldrende befolkning rejser også spørgsmål om, hvordan samfundet skal tilpasse sig disse demografiske forandringer i fremtiden. Der vil være behov for langsigtede strategier, der kan håndtere den stigende aldring, herunder reformer af pensionssystemet, udvikling af aldersvenlige arbejdspladser og bedre tilgængelighed til sundheds- og plejetjenester.

Konklusionen er, at aldringen af Danmarks befolkning er en central demografisk udfordring, som vil forme mange aspekter af samfundet i de kommende årtier. Det er nødvendigt med en helhedsorienteret tilgang til at håndtere disse udfordringer, så samfundet kan drage fordel af de ressourcer og erfaringer, som en ældre befolkning bringer med sig, samtidig med at de øgede behov for pleje og støtte imødekommes.

Indvandring og demografisk mangfoldighed

Danmarks befolkningssammensætning har ændret sig markant de seneste årtier, hvor indvandring og efterkommeres andel af befolkningen er steget betragteligt. I 1980 udgjorde personer med dansk oprindelse 97 % af befolkningen, mens indvandrere og deres efterkommere kun udgjorde en lille andel. Men over de følgende årtier oplevede Danmark en betydelig stigning i indvandringen, især fra ikke-vestlige lande, hvilket har øget den demografiske mangfoldighed.

I 2024 er andelen af personer med dansk oprindelse faldet til 84,2 %. Samtidig er andelen af indvandrere steget til 12,2 %, og efterkommere udgør nu 3,7 % af befolkningen. Indvandrere fra ikke-vestlige lande har set den største stigning, idet deres andel af befolkningen er vokset fra blot 0,9 % i 1980 til 7,1 % i 2024. Denne udvikling har været en væsentlig faktor i Danmarks demografiske forandringer, og det har medført nye kulturelle og sociale dynamikker.

Efterkommere af indvandrere er også blevet en større del af befolkningen. I 1980 udgjorde efterkommere blot 0,4 % af befolkningen, mens de i 2024 udgør 3,7 %. Denne stigning er især tydelig blandt efterkommere fra ikke-vestlige lande, som i 2024 udgør 3 % af befolkningen, en markant stigning fra blot 0,1 % i 1980.

Disse ændringer i befolkningens sammensætning har haft en række konsekvenser for det danske samfund, herunder øget fokus på integration og social sammenhængskraft. Den stigende mangfoldighed har beriget det danske samfund kulturelt, men har også stillet krav til tilpasning og inklusion på tværs af befolkningsgrupper. Samlet set har indvandring og efterkommeres voksende andel af befolkningen skabt en mere kompleks og diversificeret befolkningssammensætning, som fortsat vil præge Danmarks demografiske landskab i fremtiden.

Læs mere om Danmarks demografik på da.wikipedia.org/Danmarks_demografi og dst.dk/befolkning.


Strøget i København.

Befolkningsfremskrivning

Ifølge den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik forventes Danmarks befolkning at runde 6 millioner i 2028. En markant udvikling i fremskrivningerne er den betydelige stigning i antallet af ældre. Personer over 80 år forventes at udgøre 10 % af befolkningen i 2047, en fordobling fra 2024.

Samtidig viser fremskrivningerne et fald i antallet af nyfødte, hvilket kan påvirke den fremtidige arbejdsstyrke negativt. Det betyder, at Danmark står over for udfordringer med at opretholde en balance mellem den arbejdende befolkning og de ældre borgere, hvilket kan skabe pres på økonomien og kræve tilpasninger af politikker inden for arbejdsmarkedet og social sikring.

Fremskrivningerne viser også, at urbaniseringen vil fortsætte, med flere mennesker, der bosætter sig i storbyområderne, hvilket kan forstærke udfordringerne med boligpriser, transport og infrastruktur. I landdistrikterne kan affolkning blive et stigende problem, hvilket vil kræve strategier for at sikre udvikling og levedygtighed i disse områder.

Samlet set peger fremskrivningerne på, at Danmark står over for betydelige demografiske udfordringer i de kommende årtier, som vil kræve langsigtede og bæredygtige løsninger for at sikre velfærden og den økonomiske stabilitet.

Flere detaljer om Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivninger frem til 2070 kan findes her: dst.dk/befolkningsfremskrivning.

Den historiske udvikling af Danmarks befolkningstal

Dette afsnit vil dykke ned i de centrale perioder i Danmarks demografiske historie, analysere de faktorer, der har påvirket befolkningsudviklingen, og undersøge, hvordan disse historiske begivenheder har formet det danske samfund gennem århundrederne.

Læs også mere på danmarkshistorien.dk/danmarks-befolkningsudvikling.

Før middelalderen

At vurdere indbyggertallet i Danmark før middelalderen er en udfordring på grund af manglen på skriftlige optegnelser og den fragmentariske karakter af arkæologiske fund. Ikke desto mindre giver kombinationen af arkæologi, antropologi og analyser af bebyggelsesmønstre os et indblik i befolkningens størrelse og sammensætning i forhistorisk tid.

Læs mere om de første mennesker i Danmark på natmus.dk/de-foerste-mennesker.

Stenalderen (ca. 12.000 f.Kr. – 1700 f.Kr.)
Danmark har været beboet siden slutningen af den sidste istid, omkring 12.000 f.Kr., da jæger-samlerfolk bosatte sig i det område, der senere skulle blive til det moderne Danmark. Befolkningstætheden i denne periode var ekstremt lav, og det anslås, at der kun boede nogle få tusinde mennesker i hele regionen. Disse tidlige beboere levede af jagt, fiskeri og indsamling af vilde planter, og deres livsstil krævede store arealer per person, hvilket begrænsede befolkningens størrelse.

I løbet af bondestenalderen, som begyndte omkring 4000 f.Kr., begyndte landbrug at sprede sig, og dette medførte en langsom, men stabil vækst i befolkningstallet. Den permanente bosættelse og dyrkning af jorden førte til opførelsen af landsbyer og en gradvis stigning i befolkningstætheden. Mod slutningen af stenalderen var der muligvis mere end titusinde indbyggere i Danmark, selvom befolkningen stadig var spredt over store områder.

Bronzealderen (ca. 1700 f.Kr. – 500 f.Kr.)
Bronzealderen bragte yderligere udviklinger i teknologi og social organisation, hvilket igen påvirkede befolkningens størrelse. I denne periode var Danmark præget af komplekse samfundsstrukturer med regionale høvdinge og større bosættelser. Landbruget fortsatte med at være den primære levevej, men med forbedrede metoder og bedre redskaber. Indbyggertallet i bronzealderen anslås at have været betydeligt højere end i stenalderen, muligvis op til 100.000 mennesker. Dog forblev befolkningstætheden relativt lav sammenlignet med nutidige standarder.

Jernalderen (ca. 500 f.Kr. – 800 e.Kr.)
Under jernalderen, der strækker sig fra omkring 500 f.Kr. til vikingetiden, oplevede Danmark en markant udvikling i befolkningens størrelse og sammensætning. Landbrugets fortsatte effektivisering, indførelsen af jernredskaber og en stigende grad af samhandel med andre kulturer førte til en øget stabilitet og en mere permanent bosættelse. I denne periode blev befolkningen mere organiseret i landsbyer og små bysamfund, hvilket indikerer en voksende befolkning.

Mod slutningen af jernalderen, omkring vikingetidens begyndelse (800 e.Kr.), menes Danmarks befolkning at have været op til 200.000 mennesker. Denne vækst skyldtes dels bedre fødevaresikkerhed og dels en mere organiseret social struktur, som kunne understøtte en større befolkning. Vikingernes ekspansion og kontakt med andre kulturer betød også, at Danmark blev en del af et større europæisk og nordisk netværk, hvilket igen kunne have haft en positiv effekt på befolkningstilvæksten.

Fra vikingetiden til middelalderen

Perioden fra vikingetiden og frem til slutningen af middelalderen er en fascinerende tid i Danmarks historie, hvor indbyggertallet fortsatte med at vokse, og samfundet undergik betydelige forandringer. Denne periode var præget af både intern udvikling og eksterne påvirkninger, som alle spillede en rolle i befolkningens vækst og fordeling.

Vikingetiden (ca. 800 – 1050 e.Kr.)
Vikingetiden markerede en tid med både ekspansion og konsolidering i Danmark. I denne periode var samfundet stadig stærkt landbrugsbaseret, men der var også en betydelig aktivitet inden for handel og håndværk, især i byer som Hedeby og Ribe, der fungerede som centrale handelsknudepunkter i det nordeuropæiske handelsnetværk.

Vikingernes togter og kolonisationer i store dele af Europa og den nordatlantiske region bidrog også til befolkningsmobilitet. Selvom mange vikinger udvandrede eller deltog i togter, var der også et betydeligt demografisk pres, som førte til befolkningsvækst hjemme. Denne periode var karakteriseret ved relativt stabile fødselsrater og en befolkning, der langsomt blev mere centraliseret omkring voksende bysamfund og handelspladser.

Ved begyndelsen af vikingetiden, omkring år 800, anslås Danmarks befolkning at have været omkring 200.000 til 300.000 mennesker. Befolkningens størrelse voksede gradvist i løbet af vikingetiden, og mod slutningen af perioden, omkring år 1050, vurderes det, at befolkningstallet kunne have nået op på 400.000 til 500.000 mennesker.

Læs mere om Danmarks befolkning i vikingetiden på natmus.dk/hvor-stort-var-danmark-i-vikingetiden/

Tidlig middelalder (ca. 1050 – 1350 e.Kr.)
I den tidlige middelalder, efter vikingetidens afslutning, skete der en konsolidering af kongemagten og kristendommens indførelse, hvilket havde en betydelig indflydelse på samfundsstrukturen og indbyggertallet. Landbrugseffektiviteten steg yderligere med introduktionen af nye teknologier som ploven og trevangsbrug, hvilket gjorde det muligt at brødføde en voksende befolkning.

I denne periode voksede befolkningstallet i Danmark sandsynligvis til mellem 700.000 og 800.000 mennesker. Byerne begyndte at få større betydning, og steder som København, Roskilde og Aarhus begyndte at udvikle sig som vigtige centre for handel, administration og religion. Kirkens magt og etableringen af klostre spillede også en rolle i at organisere og strukturere samfundet, hvilket yderligere understøttede befolkningens vækst.

Senmiddelalderen (ca. 1350 – 1500 e.Kr.)
Senmiddelalderen var en tid med både vækst og katastrofer, som havde store konsekvenser for indbyggertallet i Danmark. Den sorte død, der ramte Europa i midten af 1300-tallet, nåede også Danmark omkring 1349-1350 og resulterede i en dramatisk reduktion af befolkningen. Det anslås, at op til 40-50 % af befolkningen døde. Dette betød, at befolkningstallet faldt fra omkring 750.000-800.000 før pesten til omkring 400.000-450.000 efter dens hærgen.

I årtierne efter pesten oplevede Danmark, ligesom resten af Europa, en periode med demografisk og økonomisk stagnation. Mod slutningen af 1400-tallet var befolkningstallet begyndt at stige igen, men det nåede næppe det niveau, der blev observeret før Den sorte død. Det anslås, at Danmarks befolkning i år 1500 lå på omkring 550.000-600.000 mennesker.

Læs mere om Danmarks befolkning i middelalderen på museumskanderborg.dk/middelalderbefolkningen.


Sommer ved åen i Aarhus.

De første demografiske data fra 1700-tallet

Inden indførelsen af systematiske folketællinger i slutningen af 1700-tallet, var viden om Danmarks indbyggertal begrænset til sparsomme og ofte usikre optegnelser. Med den første officielle folketælling i 1769 begyndte Danmark at indsamle mere præcise og pålidelige demografiske data, som gav et klart billede af befolkningens størrelse og sammensætning. Dette markerede et vigtigt vendepunkt i forståelsen af landets demografiske udvikling og lagde fundamentet for moderne befolkningsstatistik.

Første officielle folketælling (1769)
I 1769 blev den første officielle folketælling gennemført i Danmark, hvilket markerede begyndelsen på en systematisk indsamling af demografiske data. På dette tidspunkt blev Danmarks befolkning optalt til at være 797.584 mennesker. Befolkningen var primært koncentreret i landdistrikterne, da Danmark på dette tidspunkt stadig var et udpræget agrarsamfund. Kun en mindre del af befolkningen boede i byerne. København, som allerede dengang var landets største by, havde blot 80.000 indbyggere.

Den demografiske udvikling i denne periode var præget af relativt høje fødsels- og dødsrater. Levealderen var lav, og det var almindeligt, at store dele af befolkningen ikke overlevede til voksenalderen. Børnedødeligheden var høj, og epidemier som pest og kopper havde jævnligt drastiske konsekvenser for befolkningstal og samfundsliv.

Selvom datidens demografiske data er begrænsede, kan vi se begyndelsen på en langsom, men stabil befolkningstilvækst gennem 1700-tallet. Denne vækst blev hovedsageligt drevet af en gradvis forbedring af landbrugsmetoderne, hvilket øgede fødevareproduktionen og dermed evnen til at brødføde en større befolkning. Samtidig begyndte man at se tidlige tegn på urbanisering, hvor flere mennesker flyttede til byerne i søgen efter arbejde og bedre levevilkår.


Et fyrtårn på stranden i Danmark.

1800-tallets industrialisering og urbanisering

1800-tallet markerede en afgørende periode i Danmarkshistorien, hvor industrialiseringen forvandlede både samfundets struktur og befolkningens geografiske fordeling. Denne periode var præget af betydelige ændringer i befolkningstilvækst, urbanisering og økonomisk udvikling, som alle var tæt knyttet til den teknologiske og industrielle udvikling.

Befolkningstilvækst i 1800-tallet
I begyndelsen af 1800-tallet var Danmark overvejende et landbrugssamfund, hvor størstedelen af befolkningen boede på landet. Befolkningen voksede støt, især som følge af forbedrede landbrugsmetoder og bedre levevilkår, hvilket afspejles i stigningen fra 929.001 i 1801 til 1.230.964 i 1834. Denne vækst fortsatte ufortrødent gennem århundredet, og i 1845 var befolkningen nået op på 1.356.877.

Denne befolkningstilvækst var delvist drevet af forbedringer inden for medicin, hygiejne og landbrug, som resulterede i faldende dødelighed og stigende fødselsrater. Vaccinationer mod sygdomme som kopper og bedre fødevareforsyning bidrog til en øget levealder, mens børnedødeligheden begyndte at falde. Den stigende befolkning betød, at der var et større pres på landbruget for at forsyne den voksende befolkning, men det var især industrialiseringen, der førte til en drastisk ændring i befolkningens fordeling.

Urbanisering og byernes vækst
Med industrialiseringen, der for alvor tog fart i Danmark fra midten af 1800-tallet, begyndte en massiv urbanisering. Folk flyttede i stigende grad fra landdistrikterne til byerne for at søge arbejde i de nye fabrikker og industrivirksomheder. I løbet af 1800-tallet blev København omdrejningspunktet for denne udvikling.

Byens befolkning steg fra 100.975 i 1801 til 478.163 ved begyndelsen af det 20. århundrede. Denne vækst blev i høj grad drevet af industrialiseringen, som førte til en kraftig ekspansion af byens beboelseskvarterer og en markant ændring i dens sociale og økonomiske struktur.

Udover København oplevede andre danske byer som Aarhus, Odense og Aalborg også betydelig vækst, selvom de ikke kunne matche hovedstadens ekspansion. For eksempel var Aarhus’ befolkning i 1801 omkring 4.000, men voksede til over 50.000 i slutningen af århundredet.

Industrialiseringens sociale og økonomiske konsekvenser
Industrialiseringen medførte også dybtgående sociale ændringer. Landbefolkningen, som tidligere havde levet som selvstændige bønder eller fæstebønder, flyttede i stigende grad til byerne for at arbejde i fabrikkerne. Denne migration førte til ændrede levevilkår, hvor mange arbejdere nu boede i tætbefolkede byområder under ofte trange og uhygiejniske forhold.

Den økonomiske vækst, som industrialiseringen medførte, bidrog til at skabe nye sociale klasser, herunder en voksende middelklasse og en fremvoksende arbejderklasse. Samtidig skabte urbaniseringen nye udfordringer for byplanlægning og infrastruktur, da byerne skulle tilpasse sig den hurtigt voksende befolkning. For at imødekomme disse udfordringer blev der opført nye boliger, veje, kloaksystemer og transportforbindelser, som ændrede byernes struktur og udseende markant.

Disse forandringer lagde grundlaget for den moderne danske bystruktur og skabte nye udfordringer for byplanlægning og social organisation. Samtidig skabte den økonomiske vækst nye muligheder for mange danskere, selvom det også medførte nye former for social ulighed og arbejdskampe.

Verdenskrige og økonomiske kriser fra 1900 til 1945

Den første halvdel af det 20. århundrede var en tid med store demografiske forandringer i Danmark, præget af både verdenskrige og økonomiske kriser. Denne periode markerede overgangen til et mere moderne, industrialiseret samfund, hvor urbaniseringen tog fart, og befolkningens sammensætning ændrede sig markant.

Første Verdenskrig (1914-1918)
Selvom Danmark formåede at bevare sin neutralitet under Første Verdenskrig, påvirkede krigen alligevel landet på flere måder. Mellem 1914 og 1920 steg indbyggertallet fra 2.935.746 til 3.267.831. Denne vækst var forholdsvis stabil, da Danmark ikke led under direkte krigshandlinger. Dog medførte krigen økonomisk usikkerhed og fødevareknaphed, som påvirkede befolkningens levevilkår.

Efter krigens afslutning blev Danmark ligesom mange andre lande ramt af den økonomiske usikkerhed, der prægede 1920’erne. Inflationen og arbejdsløsheden steg, hvilket førte til et fald i fødselsraterne og en midlertidig afmatning i befolkningsvæksten. Den globale økonomiske krise, som fulgte i kølvandet på Wall Street-krakket i 1929, forværrede situationen yderligere og bidrog til en lavere befolkningstilvækst i starten af 1930’erne.

Anden Verdenskrig (1939-1945)
Under Anden Verdenskrig, hvor Danmark blev besat af Tyskland fra 1940 til 1945, oplevede landet en mere direkte påvirkning. Befolkningstallet steg dog fortsat, om end i et langsommere tempo, fra 3.844.322 i 1939 til 4.052.224 i 1945. Besættelsen medførte fødevaremangel, stram økonomisk kontrol og øget dødelighed, især i de sidste år af krigen. På trods af disse udfordringer forblev fødselsraterne relativt stabile, hvilket forhindrede et markant fald i indbyggertallet.

Efterkrigstidens befolkningseksplosion

Efterkrigstidens befolkningseksplosion, ofte refereret til som “babyboom”, markerede en periode med markant befolkningsvækst i Danmark, som begyndte umiddelbart efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Denne demografiske bølge strakte sig fra midten af 1940’erne og gennem 1950’erne og 1960’erne, og den var drevet af en kombination af øgede fødselsrater, økonomisk velstand og optimisme omkring fremtiden.

Årsager til befolkningseksplosionen
Flere faktorer bidrog til den dramatiske stigning i indbyggertallet i Danmark efter krigen:

Økonomisk genopretning: Efter Anden Verdenskrig oplevede Danmark en stærk økonomisk genopretning, støttet af Marshallhjælpen og en generel økonomisk vækst i Vesteuropa. Dette skabte gunstige økonomiske betingelser for familiedannelse, og mange par besluttede sig for at få flere børn.

Forbedrede levevilkår: Bedre adgang til bolig, sundhedsvæsen og uddannelse bidrog til, at flere danskere følte sig trygge ved at stifte familie. Sundhedsforbedringer, herunder udbredt vaccination og bedre hygiejne, medførte desuden lavere spædbørnsdødelighed, hvilket yderligere øgede befolkningstilvæksten.

Sociale forandringer: Efterkrigstiden var præget af en stærk national samhørighed og tro på fremtiden. Denne optimisme, sammen med en stigende velfærdsstat, opmuntrede mange til at få flere børn, hvilket afspejles i de stigende fødselsrater.

Konsekvenser for befolkningsvæksten
Danmarks befolkningstal steg fra 4.052.224 i 1945 til 4.501.580 i 1955, en stigning på næsten 450.000 mennesker på kun et årti. Denne vækst fortsatte ind i 1960’erne, hvor befolkningen nåede 4.748.513 i 1965. Babyboomet skabte en ung befolkning, hvilket satte pres på uddannelsessystemet, sundhedssektoren og boligmarkedet, og førte til betydelige sociale og økonomiske forandringer.

Den stigende befolkning krævede omfattende boligbyggeri, især i forstæderne omkring de store byer. København og andre større byer udvidede sig hurtigt med nye boligkvarterer, skoler og andre infrastrukturelle forbedringer for at imødekomme den voksende befolkning.

Langsigtede effekter
Befolkningseksplosionen i efterkrigstiden lagde grundlaget for mange af de samfundsstrukturer, der i dag kendetegner Danmark. Den store generation, der blev født i denne periode, kom senere til at spille en central rolle i samfundets økonomiske og sociale liv, herunder i arbejdsstyrken, boligmassen og velfærdssystemet.

Efterkrigstidens babyboom var ikke kun en periode med høj fertilitet, men også et udtryk for de dybe forandringer, der prægede det danske samfund i midten af det 20. århundrede. Denne demografiske vækstperiode sluttede gradvist i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, da fødselsraterne begyndte at falde igen, men dens effekter er fortsat synlige i mange aspekter af det danske samfund i dag.

Læs generelt mere om Danmarks befolkningstal på dst.dk/befolkningstal og på da.wikipedia.org/Danmark.

Mere info om Danmark

Find mere info om Danmark her:
Officiel turistside: visitdenmark.dk
Kongehuset: kongehuset.dk
Danmarks regering: regeringen.dk