Ovenpå en rekord-våd sommer og en afsindig kold vinter, så er det ikke at bebrejde, hvis du drømmer om at rejse sydpå hurtigst muligt.
Skal du opnå den sommer, som vi mildest talt blev snydt for i år 2017, så skal du lige nu på en temmelig lang flyvetur. Men måske du blot drømmer om afslapning, at kunne gå rundt uden vinterjakke, og en sol der skinner fra en skyfri himmel. Da behøver du slet ikke at forlade Europa.
Ved hælen af den Italienske støvle, som vi alle kender, ligger en større ø – faktisk så stor at den er Middelhavets største. Øen er Sicilien. Du kender den måske allerede, for den rummer nemlig den aktive vulkan Etna, som med få års mellemrum går i udbrud. Vi har hørt om den i medierne, når lavaen igen siver langsomt ned ad siderne på det enorme naturfænomen.
Sicilien har enormt meget at byde på, uanset om du drømmer om en aktiv ferie, eller om at sippe udsøgt italiensk vin midt på en druemark. Herunder vil vi fortælle lidt nærmere om, hvad Sicilien kan tilbyde dig.
En rejse til det klassiske Sicilien
Drømmer du om en historisk oplevelse på Sicilien, så skal du besøge Siracusa. Her er der egentlig tale om fire landsbyer, som nu til dags bliver betragtet som én større by. Det er ikke uden grund, at området nu er blevet optaget på listen over verdenskulturarv. Her er der både fantastiske templer og græske ruiner at udforske.
Et af områdets mest spektakulære seværdigheder er parken Neapolis. Her ligger øens største græske teater med plads til 15.000 tilskuere. Teatret og de øvrige græske ruiner er et levn fra den græske kolonitid, som fandt sted på Sicilien i løbet af 1. årtusinde f.v.t.
Gå i filmklassikerens fodspor
En af de mere særprægede oplevelser, der er at hente i Sicilien, skal du finde i byen Savoca. Oprindeligt er Savoca en lille og stille by, men for filmentusiaster, er dette område en ganske speciel perle.
Gå en tur ned ad de gader, hvor Michael Corleone satte sine fodspor i Godfather trilogien. Lad vandreturen fortsætte til kirken Chiesa de Santa Lucia, hvor Apollonia gav sit “ja” til Corleone. Senere kan I slutte dagen af med kaffe på den berømte – og stadig serverende café “Bar Vitelli, som ligeledes lagde kulisser til berømte scener fra Godfather.
Siciliens kendetegn: Vulkanen Etna
På Siciliens østkyst skyder et 3 kilometers højt naturfænomen i vejret – nemlig den aktive vulkan Etna. Med få års mellemrum går Etna i udbrud, men bare rolig, der er sjældent fare på færde. Skulle du være så heldig, at befinde dig på Sicilien når Etna vækkes til livs, kan du i stedet nyde det helt utrolige syn i himlen, hvor den spruttende rødglødende magma viser sig på toppen, og sender en opsigtsvækkende røgsky op i himlen.
Du skal dog ikke langt fra Sicilien, for at opleve forrygende vulkan-oplevelser. Kun en færgetur derfra finder du vulkanøen Stromboli. Her er ikke mere en 13 km2 at boltre sig på, men eventyr er der nok af her. En vandretur rundt på øen, alt imens én af de tre top-krater har flere udbrud i timen, er bestemt en tur til Stromboli værd.